The Essence of Ballet

The Essence of Ballet

with No Comments

May 3. 2014

Kunstcentret Silkeborg Bad,

Gjessøvej 40, 8600 Silkeborg

Fotokunstner Ingrid Bugge har gennem en periode på 2 år fulgt Den Kongelige Ballet, hvoraf kunstprojektet “Ballettens Indre Rum” er udsprunget.
Projektet bygger på Ingrid Bugges abstraktion over Ballettens forestillinger i 2012 -13.
 
De færdige kunstværker lægger sig stilmæssigt i forlængelse til det klassiske maleri. Projektets fokus har været, at fortolke ballettens væsen og finde en vej helt ind i dansens sjæl og nerve. Hendes fremgangsmåde har været at samle en form for ballettens essens og kondensere den i fotografiske collager, som da er lys- og tonesat til nye fortættede helheder. I disse helheder fremhæves de personlige rum, der opstår gennem balletdansernes udtryk og bevægelser på scenen.
 
Ballettens Indre Rum er et kunstprojekt i fire dele.
– En kunstudstilling
– En byrumsudstilling
– En kunstbog
– En multi-touch iBook

Den 3 maj åbnes Kunstudstillingen af Balletmester Nikolaj Hübbe ved en fernisering på Kunstcentret Silkeborg Bad. Fra den 3. maj til den 7. September vil de besøgende da kunne opleve “Ballettens Indre Rum” udfoldet på mandshøje værker, gennem studier i ballettens bevægelser og i intense collager, alt sammen fordelt på 39 værker. Samtidig vil de besøgende få mulighed for at få indsigt I kunstnerens arbejdsproces i en filmvisning.
Den 13. juni vil Den Kongelige Ballet gæste Silkeborg i forbindelse med deres Sommerturne rundt i Danmark.

Der vil i kunstudstillingens periode blive opsat en 30 Meter lang frise med udvalgte værker i Silkeborg By.
 
Bogen “Ballettens Indre Rum” udgives samme dag kunstudstillingen åbner. Bogen rummer 63 værker i følgeskab af tre stemmer fra ballettens og fotokunstens verden, balletmester Nikolaj Hübbe, forfatter og balletanmelder Erik Aschengreen og fotograf og grundlægger af Fotografisk Center Lars Schwander, hvis vid og passion tilfører en særlig dybde til kunstværkerne.
 
På iTunes udkommer, multi-touch iBooken “The Essence of Ballet – Painting with My Camera” med materiale fra tilblivelsen af kunstprojektet. iBooken er en interaktiv sanseoplevelse, med indtryk fra teater og atelier, og giver et grundigt indblik i Ingrid Bugges arbejdsmetoder.

Ingrid Bugge (født 1968) er fotokunstner, og har fokus på det bevægelser og det sanselige i menneskekroppen. Hendes arbejdsmetoder er inspireret af både fotografi, og malerkunst. Hun har før arbejdet med bl.a.  fortolkninger af Søren Kierkegaards tekster og fortolkninger af universelle emner som “Overgivelse”. Tidligere har hun været kreativ udvikler for bla. DR, Nationalmuseet og Tycho Brahe Planetarium– med fokus på etablering af visuelle historier på nye medier og kortfilm.