Retrospective

Retrospective

with No Comments

Jul. 23-Aug. 21 2016

Fuglsanghus Gl. Hovedgade 2, 2970 Hørsholm

Ballet, Søren Kierkegaard, mystiske undervandsvæsner og italienske oliventræer – det er det univers, du kan opleve, når Hørsholm Kunstforening viser Ingrid Bugges udstilling Retrospektivt til sommer.

Hørsholm Kunstforening, Fuglsanghus er smukt beliggende i Gammel Hovedgade nær den historiske slotspark. Det er disse idylliske omgivelser, der sætter rammerne for Ingrid Bugges store sommerudstilling, Retrospektivt.


Fernisering: 23. juli kl. 14 -17 2016
Udstillingsperiode: 23. juli – 21. august, fredag – søndag kl 12- 17.

Ingrid Bugge Retrospektivt er tematisk opdelt i fem projekter, der tager jer med bagom Ingrid Bugges værker: Mellem Linjerne, Aquamorphosis, Ballettens Indre Rum, Det Sensuelle Menneske og Oliventræ.


Mellem Linjerne

I kunstprojektet inviterer Ingrid Bugge jer med ind i Søren Kierkegaards verden, når hun viser sin visuelle fortolkning af syv udvalgte citater fra den danske filosof. Ingrid arbejder med en poetisk fremstilling af vores indre følelsesunivers; Angst, glæde, tungsind og inderlighed er nogle af de menneskelige følelsestilstande som Ingrid skaber en visuel fortolkning af. Alle værker er collager, der baserer sig på undervandsfotografier af dansere og Søren Kierkegaards originale håndskrift. Med vand som kunstnerisk greb får menneskekroppen et svævende og drømmende udtryk, der emmer af ro. Omverdens lyde lukkes ude, og fokus vendes indad. Ingrids brug af stærke kontraster mellem lys og mørke er med til at understrege det drømmende univers.

 

Aquamorphosis
I kunstprojektet Aquamorphosis gør Ingrid også brug af elementet vand som kunstnerisk greb. Hun skaber et mystisk, fortættet undervandsunivers, hvor væsner driver rundt i vægtløs tilstand – De omfavnes, interagerer og skilles igen. Af projektet udspringer to serier; Havfolk og BLÅ. Auqumorphosis er inspireret af renæssancens oliemalerier, og særligt den italienske maler Caravaggio’s maleteknik, Clariobscur, har været inspirationskilde i bearbejdningen af fotografierne, der er taget under vand i GOA, under Ingrids rejse til Indien. 

 

Ballettens Indre Rum
Kunstprojektet Ballettens Indre Rum er udviklet fra 2012 – 2014 i tæt samarbejde med  Den Kongelige Ballet. Projektet består af 63 fotografiske værker, hvoraf nogle af dem er fotocollager. Ballettens Indre Rum er en unik mulighed for at komme med bagom kulissen, og opleve det ukendte eventyr, der udspiller sig i ballettens verden. Det er et indblik i historien – det følelsesmæssige og det essentielle. Ingrid fortolker balletten – giver lys til forestillingens hjerte og sjæl, og præsenterer os for sin personlige vinkel på ballet.

 

Det Sensuelle Menneske
Kunstprojektet Det Sensuelle Menneske er en af Ingrid Bugges første, store udstillingsprojekter.
I dette kunstprojekt går Ingrid tæt på begrebet sensualitet, og udforsker, hvordan kvindens sensualitet ser ud alene og i samspil med en mand. Ingrid arbejder med klassisk fremstilling af den nøgne menneskekrop, som skaber en æstetisk renhed. Gennem sine fotografier omdanner Ingrid kroppen til en bevægelig, poetisk og fortællende skulptur, der viser, hvad der sker, når vi giver slip og overgiver os til det sensuelle.

 

Oliventræ
Kunstprojektet Oliventræ udforsker menneskekroppen fra nye vinkler, hvilket Ingrid har fundet inspiration til i Oliventræerne. Træets stamme og krone, dets struktur og overflade har potentiale til at skabe fornemmelsen af et eventyrligt væsen, der fremkalder empati og historiefortælling. Naturens egen krop og evne til at vække følelser og fortælle historier, er udgangspunktet for denne værksserie, der er produceret i samarbejde med den prisbelønnede Olive Bonde Rosa & Meo i foråret 2016 syd for Rom.
Oliventræ er Ingrids senere kunstprojekt.