Weekendavisen: I bevægelse

with No Comments

Af Ole Nørlyng

Kunst skabes ud fra en trang til at fastholde noget flygtigt, noget immaterielt. At give det uhåndgribelige fast form. Heri ligger der et paradoksfyldt spændingspunkt.

En sten på en sokkel kan jo ikke bevæge sig, og et fotografi i en bog af selv den hurtigste løber holder sig stille og roligt på den side, det er blevet sat på. Men vi som beskuere er normalt med på legen, og for kunstneren handler det om i fast form at etablere netop lige så meget illusion, så vi overbevises, og resultatet er dynamik fastholdt i et statisk udtryk! Ønsker man overhovedet at se sammenhænge i forbindelse med de to sommerudstillinger, der netop nu er blevet præsenteret på KunstCentret Silkeborg Bad – og det behøver man slet ikke – så kunne bevægelsen fastholdt i skulptur, det plastiske tredimensionale udtryk, og i fotografiet, det todimensionale fladeudtryk, passende være fællesnævneren. Og hvor forskelligt er ikke resultatet, selvom begge udstillinger egentlig har den voldsomme dynamiske udfoldelse som udgangspunkt.

 

Ingrid Bugge, årgang 1968, er en fotograf med en række soloprojekter bag sig, hvor hun både har været rundt om Københavns Universitet og Grundtvigskirken. Hun er utrolig dygtig, og man må umiddelbart overgive sig til dette festfyrværkeri af hvirvlende kroppe og kostumer. I flere år har Ingrid Bugge intenst fulgt Den Kongelige Ballets forestillinger, og resultatet er blevet til en fejende flot bog, Ballettens indre rum, hvor man forføres af virtuose gengivelser af scenografi og lyssætning, af kostumer og bevægelser … det er næsten, som om man kan høre Det Kongelige Kapel spille alt fra den sugende elverpigernes dans i Et folkesagn til den majestætiske ridderdans i Romeo og Julie. Projektet er nu blevet udvidet fra en bog til en stor udstilling i Silkeborg, og jeg må blankt bekende, at jeg har det meget bedre med bogen end med udstillingen, et forhold, der har fået mig til at grunde en del over, hvad det er, der sker, når fotografiet kommer ud af fotobogens kontekst og bliver til meget store udstillingsbilleder hængt op, som var det malerier. I en række tilfælde sker der i hvert fald det, at fotografiet prætenderer noget andet end dét, det er. Og det finder jeg sker der, hvor Ingrid Bugge overfører fotografiet til noget i retning af lærreder, hvormed hun forsøger at give fotografiet et strejf af maleriets sanselighed. For mig havner vi her i noget problematisk. En anden indvending går på Ingrid Bugges voldsomme fascination netop af teaterforestillingens mere ydre visuelle effekter, så som lys og kostumer. Alt det luftige, lette og drømmende. Det er nok et bevidst valg, men jeg mangler billeder af det hårde slid, sveden, der drypper, situationerne hvor det måske ikke lykkes etc. Mændene er således for det meste fraværende. Nuvel Ballet is woman, sagde Balanchine, men de skal immervæk både løftes og støttes. Indvendingerne til trods, så er der vitterlig en strøm af meget flotte billeder at hente i Ingrid Bugges bog, om det så er fra Bournonvilles balletter, eller det er de store formationer af tutuiklædte Ånder fra Skyggernes rige i balletten La Bayadère. Netop serien af dansende elverpiger fra Et folkesagn kan opleves som en rejse ind i magiens orkanøje. Men når der dobbelt- eller trippeleksponeres og udføres andre former for billedmanipulation, synes jeg, det bliver »kunstigt«, ligesom jeg synes, at Ingrid Bugge taber den grundlæggende bevægelse, der er råstoffet i ballet, noget af syne.

 

BILLEDSERIERNE fra Kameliadamen er imidlertid mesterlige. Dels indfanger Bugge en vældig tavs dramatik i mødet mellem Nikolaj Hübbe og Susanne Grinder som henholdsvis Germont père og Marguerite, dels nagler hun en stor sammenhængende bevægelse – et voldsomt, selvvridende spring – i form af fem billeder med Gudrun Bojesen i luften. Her når Ingrid Bugge ind i et land, hvor hun fortæller om krop og nerve på niveau med Nellemose. Og virkelig drømmende er sekvensen af billeder fra Manon-scenerne i samme ballet af John Neumeier. Oppe ovenpå vises der på en skærm et interview med den siddende gamle Knud Nellemose, der snakker med en journalist i et tv-interview fra for mange år siden. Den meget unge interviewer stiller mange gode spørgsmål om dette og hint, og til sidst kommer det så – »Ja, men leret skal jo besjæles?« Nellemose kikker næsten lidt vrissent på ham. Noget tøvende afviser billedhuggeren den spørgende unge mand. Nej, han vil ikke tale om den slags. Han vil tale om teknik, om at holde leret vådt, om at skabe proportioner, om at give materialet liv. Ikke alt det der fine – sjæl og magi – som vi ikke ved så meget om. Hvad er sjæl? Og magi? Jeg tror, det er ord, Ingrid Bugge kunne få noget ud af. Måske er hun blevet lige lidt for forelsket og lige lovlig forført af sine følelser. Det er i hvert fald en udstilling, der både begejstrer og provokerer. Men se selv og døm!