Dans er det gemte sprog af sjælen

with No Comments

Gregory Deans – maj 2014 

Dans er det gemte sprog af sjælen Martha Graham

Jeg sidder på træplatformen midt på scenen lige før tæppet går op til min allerførste Romeo og Julie. Jeg læner mig tilbage på søjlen bag mig. Jeg laver de sidste rettelser på mit kostume, tjekker at min hat sidder fast og lukker mine øjne. Vores regissør har lige spurgt, om jeg er klar, så han kan slå på stangen, og forestillingen kan komme i gang.

 

Er jeg klar?

 

Jeg kan høre mine kollegers stille mumlen fra kullisen og kan dufte den støvede, jordslåede scenografi, der har båret så mange danske Monteguer og Capuletter siden 1974. Men nu er det min tur … Jeg ved præcis, hvad der venter mig de næste tre timer, men alt virker ukendt. Hvad nu hvis et løft ikke lykkes? Hvad nu hvis jeg glemmer trinene, eller værre; bliver skadet?

Jeg hører bifaldet til dirigenten, og pludseligt sidder jeg ikke længere på Gamle Scene. Det er en varm sommerdag i Verona, og jeg er Romeo Montegue.

 

Der er pause, og jeg har skyndt mig tilbage til min garderobe lige ved siden af scenen. Jeg vil være alene. Jeg er forpustet og bruger en serviet til at tørre mit ansigt. Min sved har fået sminken til at løbe og mit hår til at miste form men det gør mig rolig at sætte det på plads igen. Jeg kigger på mig selv i spejlet.

 

Er det gået godt?

 

Jeg gav alt til generalprøven foran John Neumeier, koreografen af balletten for to dage siden, og nu til premieren er jeg blevet forkølet. Jeg kan ikke trække vejret gennem min næse, og da Ida og jeg kyssede i slutningen af balkon pas de deux’en, besvimede jeg næsten, fordi mine lunger desperat havde brug for ilt.

 

Men jeg er glad.

 

Det er en meget mærkelig følelse at være på scenen. Når jeg kigger ud i mørket, føler jeg mig totalt alene men også en del af noget større. Jeg deler mig selv med et publikum af ukendte mennesker. Prøver at give dem en oplevelse af skønhed og dybde, men jeg er også meget fri. Fri fra de dømmende øjne af mine instruktører. Fri fra de hviskende meninger fra mine kolleger. Fri fra spejlet der hver dag viser mig alt, jeg ikke kan. Der er kun musikken, trinene, historien og mørket.

 

Forfatteren Voltaire sagde: ‘Lad os læse, og lad os danse; disse to forlystelser vil aldrig gøre nogen skade til verden.’

Jeg er så heldig at mit arbejde bringer glæde til folk. Jeg er betalt for at gøre verden smukkere. Hvem kan klage over det?

Forestillingen er slut. Jeg har elsket, jeg har myrdet, jeg har grint, og jeg har grædt. Jeg har begået selvmord.

Jeg rejser mig selv op fra gulvet og en scenemedarbejder skynder sig for at samle min kniv og bælte. Jeg er ikke Romeo længere, men jeg er ikke blevet mig selv endnu

… Jeg er tom.

Ude i kulisserne bliver jeg omfavnet af mine kolleger, der ønsker mig tillykke. Jeg holder fest på min partners hånd, kysser den og takker hende for oplevelsen, vi lige har levet igennem. Når vi kommer løbende ud af kulisserne, bliver vi mødt af en bølge af applaus. Jeg er blevet accepteret … Mig, drengen fra den lille landsby i England. En varm følelse, helt i midten af mit bryst vokser og stråler ud af mig.

Taknemmelighed.

Det er morgenen efter aftenen i går, og jeg står ved stangen foran spejlet i vores træningssal. Det føles, som om alt er glemt nu. Og som altid skal jeg starte fra bunden af. Jeg skal kæmpe for at få min krop til at passe til ballettens strenge regler.

Koreograf Merce Cunningham sagde: ‘Man skal elske at danse for at blive ved med det. Det giver intet tilbage, intet manuskript at gemme væk, intet maleri at vise på væggen og måske hænge i museer, ingen digte at få publiceret og solgt. Intet – undtagen det enkle flygtige øjeblik når man føler sig i live.’

Det Ingrid har gjort for mig med sin bog er at fange disse øjeblikke.

Nu HAR jeg noget.

Noget der kan udstilles på museer, noget på skrift, noget der bliver for altid. Disse billeder er ikke rene balletbilleder. De passer ikke til ballettens strenge regler og æstetik. De indeholder noget mere. Når jeg kigger på billederne af mig i bogen, bliver jeg transporteret tilbage til scenen, til sveden, til musikken og ønsket om at fortælle noget, der ikke kan forklares med ord. Hun har fanget noget, vi tror er tabt, efter tæppet er faldet. Den del af vores sjæl vi giver til hver forestilling.

Gregory Dean · Solodanser · Den Kongelige Danske Ballet· http://kglteater.dk/medvirkende/g/gregory-dean